- for miljø og mennesker

Pressen

Magtens tredeling er ophørt i miljøsager

Tjekkiets tidligere præsident, Vaclav Claus, har profetisk udtalt i 2007: Miljøaktivismen udgør tidens største trussel mod friheden, demokratiet, velstanden og markedsøkonomien.

DR afslørede den 25/1 at politiet ofte sættes til at lukke sager uden efterforskning. Det har politidirektøren i Næstved, Lene Frank, været ude at begrunde, hvordan det hænger sammen. Fremstillingen virker umiddelbart meget tilforladeligt ikke bare i hendes politikreds, men landet over. 

Omkring 100 anmeldelser hver arbejdsdag underbygger en stram prioritering, så bunken med henlagte sager er velbegrundet, er udmeldingen. 

På anklagemyndighedens hjemmeside står følgende: 

  • “Anklagemyndigheden arbejder for at sikre retssikkerhed og retfærdighed … Vores kerneopgave er at retsforfølge strafbare forhold, sikre at skyldige holdes ansvarlige og uskyldige ikke retsforfølges. Vi bidrager til, at Danmark er blandt verdens førende retssamfund og behandler alle sager med objektivitet, uafhængighed og integritet … I langt de fleste straffesager er afhøring af sigtede og vidner en vigtig del af politiets efterforskning.” –

Det står i skærende kontrast til, hvad vores medlemmer i landsforeningen Fair Spildevand oplever.

De bliver fra en side af anmeldt af kommunerne for manglende efterlevelse af påbud om forbedret spildevandsrensning. Sagerne ryger direkte til afgørelse i retssalene og der foretages ingen efterforskning eller afhøring. 

Forklaringen kommer senioranklager Christina Lund Gregersen med “Såvel anklagemyndigheden som særmyndigheden (kommunerne) er en del af den udøvende magt, og det er helt almindeligt, at der er dialog mellem dem”.

Derfor efterforsker politiet ikke, det har den kommunale “anklagemyndighed” jo gjort.

Det forklarer også, at når kommunerne (særmyndigheden) bliver anmeldt for f.eks. manglende udledningstilladelser til spildevand fra kommunale renseanlæg etc., i stedet øges bunken for henlagte sager og der sker absolut intet. 

Således anmeldte vores medlem Thomas Tranberg Guldborgsund Kommune for manglende udledningstilladelser i 2018 og landmand Knud Jeppesen har efterhånden politianmeldt 5 kommuner (Kalundborg, Bornholm, Ringsted, Skanderborg og Aabenraa) for samme, hvor anklagemyndigheden forblev passiv. Ved alle sager fulgte en omfattende dokumentation, så efterforskningen var foretaget.

Rigsrevisionen udkom med en meget kritisk rapport om myndighedernes manglende tilsyn med spildevandsudledninger i oktober 2023. Havde Lene Frank mere respekteret en samvittighedsfuld borger i 2018 og gjort det hun var forpligtet til, kunne ulejligheden af Rigsrevisionen være undgået. 

Status i dag er derfor. Dokumenteret stor forurening frikendes, mens lille udokumenteret forurening får kr. 5.000 i bøde plus truende tvangsbøder.

Fra Tønder Kommune kan ligeledes berettes om særdeles grelle eksempler.

Miljøbegrebet underminerer retssamfundet
Et landsdækkende billede danner sig, hvor Fair Spildevand må konkludere, at på miljøområdet er magtens tredeling i dag ophævet i Danmark. 

Derfor er det vigtigt at få afpolitiseret miljø – og nu også klima begrebet. 

Så vil Den Grønne Omstilling gå i opløsning og forsvinde som en ond drøm og miljøpolitikkens juridiske særstatus, der truer med  at underminere retssamfundet, kan ophæves.

Leave a Reply